Vedtægter for Engelsborg Villakvarters Vejejerlaug
September 1988
§ 1. Navn
“Engelsborg Villakvarters Vejejerlaug” er stiftet i 1923 og omfatter vejene Viggo Stuckenbergsvej, Chr. Winthersvej, Sophus Schandorphsvej og Hartmannsvej i Lyngby Taarbæk kommune.
§ 2. Medlemmer.
stk. 1. Som medlemmer af vejejerlauget optages kun ejere af parceller og ejerlejligheder med selvstændigt matrikel nr. beliggende på en af de i § 1 nævnte veje. Medlemskab er obligatorisk for disse.
stk. 2. Ejerskifte og bopælsforandring skal anmeldes til vejejerlaugets kasserer.
§ 3. Formål.
Vejejerlaugets formål er at varetage medlemmernes fælles interesser med hensyn til vejene, set ud fra et helhedssynspunkt.
§ 4. Kontingent.
Kontingentet til vejejerlauget fastsættes på den årlige generalforsamling.
Årskontingent forfalder til betaling senest ultimo januar hvert år.
§ 5. Generalforsamlingen
stk. 1. Generalforsamlingen er vejejerlaugets øverste myndighed.
stk. 2. Generalforsamlingen ledes af en dirigent valgt af de på generalforsamlingen fremmødte medlemmer.s
stk. 3. Ordinær generalforsamling afholdes, så vidt muligt, i september måned.
stk. 4. Generalforsamlingen med angivelse af dagsorden indkaldes med mindst 14 dages varsel ved skriftlig meddelelse til samtlige medlemmer.
stk. 5. Dagsordenen skal indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent.
- årsberetning.
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab.
- Fastsættelse af medlemskontingent for det følgende regnskabsår.
- Indkomne forslag.
- Valg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter.
- Valg af revisorer.
- Eventuelt.
stk. 6. Spørgsmål der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsens formand i hænde senest den 31. august.
stk. 7. Ekstraordinær generalforsamling indkaldes på foranledning af bestyrelsen eller på begæring af mindst 30 medlemmer.
Den ekstraordinære generalforsamling indkaldes med samme varsel og på samme måde som den ordinære generalforsamling.
stk. 8. Den ekstraordinære generalforsamling, med angivelse af dagsorden, indkaldes af bestyrelsen, og skal, hvor den sker på begæring af medlemmerne, indkaldes senest 14 dage efter at begæring herom er modtaget af bestyrelsens formand.
stk. 9. Generalforsamlingsbeslutninger træffes med simpelt stemmeflertal, undtagen de i § 10 omhandlede tilfælde.
stk. 10. Ved afstemning har hver ejendom eller ejerlejlighed en stemme. Ægtefæller til skødehavere kan i stedet for disse udøve stemmerettigheder i alle forhold, og de er også valgbare til bestyrelsen. Dog kan ægtefæller ikke samtidig være medlemmer af bestyrelsen.
stk. 11. Stemme kan afgives ved et andet medlem, når skriftlig fuldmagt hertil foreligger. Dog må hvert fremmødt medlem kun medbringe 2 fuldmagter.
stk. 12. Afstemning sker ved håndsoprækning, med mindre bestyrelsen eller mindst 15 medlemmer forlanger skriftlig afstemning.
stk. 13. Over forløbet af en generalforsamling føres en protokol, der efter mødet underskrives af dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
§ 6. Bestyrelsen.
stk. 1. Vejejerlaugets ledelse forestås af bestyrelsen.
stk. 2. Bestyrelsen, der består af 6 medlemmer, 2 for hver vej, dog således at Sophus Schandorphsvej og Hartmannsvej betragtes som en vej, vælges på den årlige generalforsamling for en toårig periode, således at halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne afgår hvert år. Den enkelte vejs medlemmer vælger vejens repræsentanter. Tilsvarende vælges 3 suppleanter der vælges for en etårig periode. Genvalg af bestyrelsesmedlemmer og suppleanter kan finde sted.
stk. 3. Bestyrelsen vælger af sin midte en formand, en kasserer og en sekretær.
stk. 4. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt.
stk. 5. Afgørelsen i bestyrelsen træffes ved stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.
stk. 6. Over bestyrelsesmødernes forløb og de derunder trufne beslutninger føres en protokol, der underskrives af de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
stk. 7. Bestyrelsens medlemmer er ulønnede. Dog modtager kassereren en godtgørelse, hvis størrelse fastsættes af generalforsamlingen.
stk. 8. I tilfælde af vakance i bestyrelsen træder suppleanten for den pågældende vej ind, således at alle 3 vejgrupper til stadighed er repræsenteret ved bestyrelsesmøderne.
§ 7. Tegningsret og anbringelse af vejejerlaugets midler
stk. 1. I forhold til tredjemand tegnes vejejerlauget af formanden og et bestyrelsesmedlem.
stk. 2. Ved udbetalinger under 5.000 kr. tegnes vejejerlauget af kassereren alene. Ved udbetalinger herudover kræves tillige formandens underskrift.
stk. 3. vejejerlaugets midler indsættes i pengeinstitut eller på postgirokonto.
§ 8. Regnskab.
Regnskabsåret løber fra 1.9. – 31.8.
Vejejerlaugets reviderede driftsregnskab samt status pr. 31.9. forelægges af kassereren på den ordinære generalforsamling.
§ 9. Revision.
Vejejerlaugets driftsregnskab samt status pr. 31.8. revideres af 2 af generalforsamlingen valgte revisorer. Revisorerne, der vælges blandt vejejerlaugets medlemmer afgår hvert år. Genvalg kan finde sted.
§ 10. Vedtægtsændringer.
stk. 1. Vedtægtsændringer m.v. kan kun ske på en generalforsamling, der indkaldes ved anbefalet brev til hvert medlem med 14 dages varsel. Vedtagelse af de i denne § nævnte forslag kan kun ske med tilslutning fra 2/3 af de fremmødte medlemmer, og kun under forudsætning af, at 1/3 af samtlige medlemmer er til stede på generalforsamlingen eller har afgivet skriftlig stemme.
I modsat fald indkalder bestyrelsen senest 14 dage herefter til en ekstraordinær generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med 2/3 flertal blandt de fremmødte medlemmer.
stk. 2. Beslutning om vejejerlaugets ophævelse kan kun ske, når den er vedtaget på 2 på hinanden følgende generalforsamlinger, afholdt med 12 ugers mellemrum.
Beslutningen skal på hver generalforsamling være vedtaget med 3/4 tilslutning af samtlige medlemmer. Skriftlig afstemning kan finde sted.
stk. 3. I tilfælde af beslutning om ophævelse af vejejerlauget skal der endvidere træffes beslutning om, hvorledes vejejerlaugets nettoformue skal fordeles.